Der er to ting, alles hud – og vi taler indefra og udefra – har brug for nu. Og der er én ting, jeg insisterer på at kalde ‘anti’, for vi har jo ellers lovet Anette at støtte hendes helhjertede forsøg på at få kosmetikbranchen til at afskaffe ordet/begrebet antiage.
Der kan ikke sættes tykke nok streger under, at vores hud og krop lige nu i denne ekstreme sol og varme har brug for fugt udefra og cellulært vand indefra. For selv om det er vigtigt at erstatte væsketab i varmen ved at drikke meget vand (gerne med lidt sukker og salt og ikke mindst, hvis man motionerer), så skal det, som dr. Murad HER kalder cellulært vand spises og optages langsomt, som det bliver fra fiberrig frugt og grøntsager. Og så er der bonus i antioxidanter. Som er det andet absolut nødvendige behov at tilfredsstille lige nu.
Quercetin, kaempferol, myricetin naringenin, catechin, apigenin og alpha/beta-karoten lutein, lycopen, beta-kryptozanthin, zeaxanthin, astaxanthin……fortsæt selv listen med f.eks. hesperidin, nobiletin, tangeretin, myrecetin, anthocyanin, genistein, rutin, sulforaphan. Det er noget af en mundfuld at sluge. Godt man ikke skal tiltale dem ved navn men bare følge farven. I blåbær og hindbær (og andre røde, blå og lilla planter) er der f.eks. anthocyanin, som også er i røde druer, hvor der som bekendt også er resveratrol. Samtidig får man vitaminer plus mineraler med samme talent. De virker også præbiotisk, bærrene og frugterne, og kulhydraterne er af den langsomme slags, der holde blodsukkeret stabilt. Men tilbage til antioxidanttalenterne…..
For alle de uudtalelige navne på stoffer har vi smidt i boksen ‘antioxidanter’, fordi det er noget af det, de kan – holde styr på radikale udsving. Og beskytte mod UV. Blandt andet det har planterne gavn af. Tænk jer at være en drue på en vinstok i bagende sol og ikke kunne gå i skygge eller pakke sig ind i beskyttelse. Derfor er det nok, at druen og alle de andre er pakket med beskyttelse mod de trusler, de ikke kan flytte sig fra. De står bare der og står. Økologer hævder, at der netop er flere af disse mikronæringsstoffer i deres afgrøder, fordi planter udvikler deres naturlige forsvar, når de ikke sprøjtes fri for visse trusler.
Lige nu er der rigtig mange, der bare ligger der og ligger og tror, at solcreme og aftersun gør det. Og så går de ud og køler sig i havet og tænker nok ikke så meget over, at deres hud er i paniktilstand. Jeg indsætter lidt mere om radikaler og antioxidanter nederst. Og husk, at antioxidanter skal på huden før man går i solen, for det er mens man er der, at ravagen sker. Ikke, at det ikke er godt med dem også i aftersun og natcreme, for cellepanikken stopper jo ikke i det øjeblik man forlader solen, men stadig er de vigtigst som ‘politi’ og beskyttelse mod UV. Vælg en solcreme med fysiske filtre, så du kan få antioxidanterne tæt på huden – altså under solcremen.
Kig efter vitaminerne C- og E og gerne sammen, forskellige bærekstrakter – eksotiske eller nordiske som blåbær og havtorn – ferulic acid, Q10 og Idebenone, grøn te, algeekstrakt. Mange olier har også UV-beskyttende egenskaber – for eksempel kokos-, oliven- og arganolie. Og igen før man går i solen. På fugtsiden er det værd at kigge efter for eksempel glycerin, hyaluron, trehalose, urea/carbamid og Aloe vera, som også er uhyre reparerende og lindrende på solramt hud. Start på ren forfugtet hud (mist, toner, essence) og så serum og creme. Husk at bruge tid på at klappe, håndvarme (læg håndfladerne på huden) og massere hvert eneste produkt ind i huden. Fordampet fugt gavner ingen hud.
FAQ
Hvad er det for nogen, de radikaler, kan de ikke noget godt? De dannes konstant under cellernes stofskifte og har flere vigtige funktioner såsom at være en af mekanismerne, der gør det muligt for hvide blodlegemer at æde (fagocytose) bakterier. De er vigtige for dannelsen af prostaglandiner, der igen er vigtige for at hæmme eller fremme mange hormoner og signalstoffer. De er vigtige for energiproduktionen i mitokondrierne (cellernes energifabrik), de indgår som signalstoffer/transmittere i bl.a. nerveceller og arterier og får dermed betydning for nerveledning og blodtryk.
MEN….der sker konstant radikale udsving. Maden er måske suppleret med pesticider eller andre kropsfremmede stoffer, måske er man nødt til at tage medicin, blive røntgenfotograferet ofte, soler meget, dyrker motion i ekstrem grad, ryger og/eller inhalerer bil’gas’ og andet i luften, som også lander på huden udefra. Mens det andet ‘lander’ indefra, for huden er jo en dobbeltmembran i den forstand, at den er i berøring med både det ydre miljø og alt det, der sker indeni os.
Der findes næppe mennesker i vores del af verden, der ikke dagligt må tackle en overproduktion af frie radikaler, som kan forårsager ændringer i cellemembranerne og skade cellerne og deres normale funktion. Går det helt galt finder de frem til DNA og der opstår mutationer og øget risiko for kræft. That’s a fact of life. Og eftersom det er det, så er vi jo ikke ladt forsvarsløse. Enzymer spiller en hovedrolle ved at afmontere de frie radikaler eller fjerne beskadigede dele, mens andre stoffer forhindrer eller standser kædereaktion. Og så er vi fremme ved den kulørte palet, der byder sig til med madens antioxidanter. Samme strategi har vist sig at hjælpe huden. En skudsikker ingrediensvest, skyde med spredehagl.
Daniela skriver
Kære Lise,
jeg er SÅ meget med på at vi skal finde alternativt ord for “anti-age”.
Jurliqur forsøgte for en del år siden at kalde en af deres linjer for “gracefull Ageing”, men de er gået over til “purely Age Defying” i stedet for.
Jeg VIL så gerne være i kampen mod “negativisering” (er dette overhovedet et ord?) af at vi bliver gamle (for HURRA, hvis vi bliver det).
MEN, hvordan? Med hvilket nyt ord kan vi beskrive produkter med “aldersbekæmpende” og “aldersudsættende” egenskaber?
Jeg bliver selv ved at sige det dagligt, hvis jeg har en hud (kunde) med moden hud, som søger at få revitaliseret sin hud med fornyet glød. Men jeg hører det også, mens jeg siger det, med en lille bismag i munden. Men hvilket ord kan vi erstatte “anti-aging” med? Jeg har også spurgt Annette, men det er lidt svært at finde :-O
Lise Grosmann skriver
Daniela: Kære Daniela, ‘anti-age’ er jo i virkeligheden nonsens, for alternativet er dybest set ikke ældes/ikke blive ældre. Men som Anette og jeg har talt om – og du altså også – så bliver det svært at erstatte med helst bare ét ord, der rummer alt det, som de fleste gerne vil anti. Et ord, der omfatter, at rynker glattes, huden får glød og strammes op. Med det sidste som det sværeste og det største ønske hos mange af os. Men hud, der er sunket hives som bekendt ikke op med en creme.
Endnu sværere bliver det at få vendt den aldersfacisme, der især rammer kvinder. Som jeg skrev i kommentarfeltet hos Anette dengang hun buldrede ‘anti’, så har jeg selv oplevet at miste skrivejob, fordi man ville have en yngre, der ‘kunne gå på TV’ (jeg havde altså ikke bedt om at blive synlig, bare dele viden i ord). For en ordens skyld, det var ikke Anette, det drejede sig om og i øvrigt var det jo en redaktionel beslutning på IN. Men jeg har svært ved at forestille mig samme besked til Asger Aamund eller andre erfarne herrer. Og desværre ændres det nok ikke alene med nyt navn på cremekrukken.
Hvilket ikke et sekund skal få os til at stoppe negativiseringen <3 af noget så privilegeret som at blive ældre. Og jeg er ret sikker på, at man i kosmetikbranchen er uhyre obs på det her, hvilet navneændringen hos Jurlique også viser. 'Gracefull' var nok bare for diffust og måske lidt hippieagtigt, vi er jo meget konkrete i vores krav til hudpleje i dag og rigtig mange er også vidende. Jeg synes, at kommentarfeltet her på bloggen viser det tydeligt, hvilket du som fagperson sikkert har erfaret, når du har kigget med.
HeLene /@Leafysmoothie skriver
Fantastisk artikel som sammenfatter alt man har brug for at læse i denne varme tid. At du har energien til at skrive, Lise, jeg er selv ret slået ud af varmen. Så tak for du gider <3<3<3
Lise Grosmann skriver
@leafysmoothie: Jeg er uforbederlig longskriver og tak for at lægge lidt af DIN energi i at skrive søde ord <3<3<3 Bare alle ordene, altså mine, ikke skræmmer nogen væk (; Og tro mig, jeg liiiider i varmen og NU må det godt snart stoppe! Jeg så en video på FB fra Paris, hvor det haglede og vand skyllede gennem gaden, det er virkelig tosset med det vejr.